R: Digitale indfødte skal disrupte det offentlige

(Foto: Peter Leth - FlickrCC)

Politikerne på borgen har endelig fokus på digital disruption, men Lars Løkke afviser partiernes kreative idéer

I erhvervslivet har et udtryk som digital disruption efterhånden vundet indpas i en sådan grad, at det næsten er blevet en kliché på linje med nyklassikere som proaktiv og omstillingsparat. Men i den politiske verden er det i en del år gået noget mere trægt med at omstille sig til en verden, der i højere og højere grad foregår på digitale præmisser.

Det vil Radikale Venstre dog gøre op med. Partiet har nemlig lanceret en ambitiøs, men dog noget ukonkret plan, om at en task force bestående af ‘unge, digitale natives med fod på mulighederne i digitaliseringen’ skal have ‘carte blanche til at disrupte den offentlige service på en lang række områder til gavn for borgere og virksomheder.’

“Målet er at få forankret digitaliseringen på højeste niveau i Statsministeriet. Og så få lavet nogle projekter, som rydder ud i al den lovgivning, som spænder ben for, at Danmark får realiseret sit enorme digitale potentiale,” siger erhvervsordfører Ida Auken ifølge Altinget.

Hun peger på et område som big data, hvor man kan gøre mere end tilfældet er i dag:

“Eksempelvis ligger man i sundhedsvæsenet inde med en masse værdifuld data, som i dag ikke bliver brugt på den rigtige måde. Og jeg ved godt, at man tidligere med forskellige initiativer har forsøgt at løfte området, men fordi en ny task force ville komme fra Statsministeriet, ville det have en helt anden kraft,” siger hun.

Danmark kan miste førertrøjen

Offentlig dansk IT lever stadig højt på succeser fra svundne tider. Blandt disse hører eksempelvis NemID, E-boks og Rejsekortet. Og selvom de, sammenlignet med visse andre lande, kan ligne vellykkede projekter, så er det nok de færreste fra Airbnb’s UX-afdeling, som vil kippe med hatten over de til tider udskældte løsninger.

Alligevel har Europa-Kommissionen hædret Danmark som fællesskabets mest digitale land inden for det seneste år. Det skyldes blandt andet de ovennævnte services, samt at sundhedssystemet i høj grad gør brug af digitale tjenester, og at erhvervslivet ivrigt har taget digitale løsninger som e-fakturering til sig.

I en anden – og mere kritisk – opgørelse fra Harvard Business Review får den danske IT dog en noget mere hårdhændet medfart. Her bliver Danmark placeret i den såkaldte ‘Stall out’-kategori sammen med de andre lande, der tidligere har udvist en kraftig udvikling i den digitale verden, men som har tabt momentum og nu sakker bagud.

Når man sammenligner med et land som Estland, der har gjort det til sin mission, at blive verdens mest digitale land, så virker den danske indsats endda en smule halvhjertet.

Estland er blandt andet det første land i verden, som kan tilbyde et digitalt statsborgerskab til udlændinge. Det digitale statsborgerskab, også kaldet e-residency, giver borgere fra andre lande mulighed for at bruge landets digitale services og kan på den måde ses som en form for avanceret NemID. Men servicen giver også mulighed for at registrere et firma i landet eller at oprette en bankkonto.
Estland har endda udpeget en national CIO. Altså en slags IT-chef, der rapporterer direkte til statsministeren. Taavi Kotka, som han hedder, blev i øvrigt lige kåret til årets CIO i Europa i 2015 ved digitaliseringskonferencen ICT Spring Europe.

Alliancen vil disrupte ældreplejen

Det er dog ikke kun De Radikale, som har opfanget, at der er brug for endnu mere disruption i den offentlige sektor.

Først på sommeren var Liberal Alliance fremme med et lignende forslag. Her skulle disruption blandt andet på dagsordenen i ældreplejen og andre sektorer i det offentlige.

“Endeligt skal vi turde lade den offentlige sektor disrupte. Vi skal ikke være bange for, at lade den offentlige sektor blive inspireret af nye forretningsmodeller, som disruption i denne tid påfører store dele af den private sektor. Hvis den offentlige sektor på samme måde bød de mange nye teknologier velkommen, vil dette uudnyttede potentiale kunne forbedre den borgernære velfærd markant,” hedder det sig blandt andet i udspillet.

Det skattekritiske parti anbefaler, at private virksomheder i endnu højere grad skal have adgang til big data om borgerne og, at der ‘nedsættes et permanent samarbejdsforum mellem den offentlige og private sektor i Digitaliseringsstyrelsen.’’

Å: Mere IT-snak på Borgen, tak

Hos Alternativet er en IT-revolution i det offentlige også på dagsordenen. Og planerne minder på mange måder om, det som Radikale Venstre og Liberal Alliance har bebudet.

Her har IT-ordfører René Gade blandt andet taget initiativ til at starte et IT-forum på Christiansborg, hvor de forskellige partiers ordførere på området kan mødes og debattere udviklingen.
René Gade påpeger, at det er et problem, at der ikke findes et ministerium med IT som ansvarsområde.

“Vi IT-ordførere sidder selvfølgelig i forskellige udvalg, hvor vi kan drage digitalisering ind, men ofte når vi kun til at tale om problemerne – når Skats system ikke virker og så videre – og glemmer ambitionerne. Vi er nødt til at fokusere på langsigtet digitalisering, før løsningerne vælges – det må ikke blot være en parentes, efter rammerne reelt er lagt,” siger ordføreren til Bibliotekarforbundets portal.

Han forklarer, at IT utilsigtet bliver prioriteret lavt, fordi der ikke er nok debat på området, og fordi viden ikke bliver forankret nogen steder:

“…på Christiansborg bliver det et lavprioritets-område selv for mig, der virkelig brænder for at løfte det, for når du som politiker ikke har udvalgsmøder eller skal i folketingssalen til debat på området, bliver det automatisk nedprioriteret af politikerne, og dit vidensniveau bliver kun til, hvad du selv når at indsamle,” uddyber han til samme medie.

Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, har dog for nylig bebudet, at han ikke kommer til at skele til Estland eller nogen af de mindre partiers visionære idéer. Da han i sidste uge talte til Googles konference om eksponentielle teknologiers betydning for fremtidens samfund afviste han et konkret forslag om at udnævne en særlig minister med ansvar for digitalisering.

Du vil måske også synes, disse artikler er relevante for dig

121

121

Chris-minh-doky-live-dudelange-2008
Chris Minh Doky live i Dudelange.
Chris-minh-doky-live-dudelange-2008
Chris Minh Doky live i Dudelange.
brød2
brød2
Featured Video Play Icon
Featured Video Play Icon
boringtunnels
boringtunnels
(Foto: Michell Zappa - Flickr CC)
(Foto: Michell Zappa - Flickr CC)
(Foto: Gulliver Schools - Wikimedia CC)
(Foto: Gulliver Schools - Wikimedia CC)
(Foto: Columbia SPS - youtube.com)
(Foto: Columbia SPS - youtube.com)
(Foto: Youtube.com - Maker Faire Rome tour - Enrico Dini @D-Shape - Pisa)
(Foto: Youtube.com - Maker Faire Rome tour - Enrico Dini @D-Shape - Pisa)
(Foto: Nan Palmero - Flickr CC)
(Foto: Nan Palmero - Flickr CC)
(Foto: woodleywonderworks - Flickr CC)
(Foto: woodleywonderworks - Flickr CC)