Robotterne kommer: Klar til at overtage dansk byggeri

05_om odico

Dansk start-up vil tilføre innovation til byggebranchen med robotter og ny teknologi, der er vildere og billigere end nogensinde før

“Vi er 25 dedikerede medarbejdere, men 12 af dem er robotter”

Sådan siger Asbjørn Søndergaard fra den danske start-up Odico med stolthed i stemmen. For robotter er næsten lige så vigtige som mennesker i Odico. Det er dem, man regner med. Dem som kan gøre firmaet til en multinational succes i fremtiden.

Odicos robotter er intelligente. Og så er de mange gange hurtigere og mere præcise end både mennesker og deres langsomme robot-kollegaer fra 1960’erne. Kort fortalt benytter de sig af teknologien ‘glødetrådsskæring’. Det betyder, at de kan skære ekstremt komplekse former i en lang række materialer, hvilket kan være lidt af et gennembrud i byggeindustrien. Tidligere har man benyttet sig af CNC-fræsning, som kan lidt af det samme. Men til en pris og hastighed, som har gjort det meget lidt benyttet i alment byggeri.

“CNC er ikke relevant i særligt mange tilfælde inden for arkitektur. Man kan ikke skalere det til større processer, og med mange års udvikling, har man nået loftet for, hvor meget mere effektiv den kan gøres,” fortæller Asbjørn Søndergaard, der er arkitekt og udviklingschef i virksomheden.

“Vores teknologi kan være relevant for hele byggebranchen på den måde, at arkitekter kan lave endnu vildere projekter. Men mere almindelige ting som betontrapper, tunnelelementer, broer eller søjler, kan vi også producere betydeligt billigere.”

robotmilling

Kunstnere er vilde med Odico

Selvom Odico kun har få år på bagen, har man allerede en del vind i sejlene på det kommercielle plan. Investorer og fonde kan se potentialet, og man har allerede fuldført flere lukrative projekter.

“Vores egentlige fokus er byggeindustrien, men landskabsarkitekter og kunstnere henvender sig også ret ofte med opgaver,” siger Asbjørn Søndergaard, der også kan oplyse, at firmaet er en del af et større projekt i byggebranchen.

Næste skridt for Odico er at lave ‘lights out manufacturing’, som man kender det fra bilbranchen: Robotter, der arbejder døgnet rundt.

“Men det er lidt sværere, når man har at gøre med så komplekse elementer, som vi bruger,” forklarer Asbjørn Søndergaard.

Byggebranchen er gammeldags

Asbjørn Søndergaard mener, at store dele af byggebranchen hænger fast i fortiden. Mens udviklingen og digitaliseringen er skyllet ind over næsten alle andre brancher, gør man stadig tingene på gammeldags manér i byggebrancen.

“Den er det sidste store kontinent blandt de etablerede industrier, hvor højteknologi endnu ikke har gjort sit indtog.”

Det kan der være noget om. Det mener Mikkel Thomassen fra konsulentfirmaet Smith, som arbejder med innovation i byggebranchen. Det er dog ikke af ond vilje, at byggebranchen ofte kan være længe om at omfavne nye teknologier.

“For det første er der en lang række regler, som nye produkter i byggeriet skal leve op til. Så det kan ikke rigtig sammenlignes med at sælge kondisko. Men det mindre gode svar er, at der for det meste skal en række interessenter ind over processen. Der er både bygherre, arkitekter, entreprenører og den rådgivende ingeniør, som skal overbevises om, at den her nye teknologi giver mening at bruge. Og hvis bare én af dem siger nej, så er det op ad bakke,” forklarer han.

Derfor bør nye spillere inden for branchen fokusere på flere områder end blot produktet.

“Det nytter ikke noget kun at tænke i teknologiudvikling. Man bliver også nødt til at markedsudvikle ved at inddrage kunder og interessenter tidligt i forløbet,” udtaler Mikkel Thomassen.

3D-print og robotter skal bygge vores huse

Alligevel forventer Asbjørn Søndergaard, at innovation og nytænkning er lige rundt om hjørnet i byggebranchen.

“3D-print er vokset seriøst de seneste år – også mere end jeg selv havde troet. I Kina har man printet et fire-etagers hus,” siger arkitekten og fremhæver universitetet ETH Zürich, som et andet sted, der er langt fremme med byggerobotter.

“Den præcision robotterne har, når de lægger murstenene kan intet menneske jo komme i nærheden af,” siger han og peger på et billede af en meget kunstfærdig og utraditionel væg.

Hvornår, mener du, at de her nye teknologier har overhalet traditionelt byggeri?

“Det har de allerede nu på vores område – markedet mangler bare at opdage det i den helt store skala. Men mit forsigtige bud er, at der vil gå 10-15 år,” siger Odicon-chefen.

 

Du vil måske også synes, disse artikler er relevante for dig

0

Array ( [0] => 113 )

2968687758_7fdd360881_o-web700px
2968687758_7fdd360881_o-web700px
(Foto: indiegogo.com)
(Foto: indiegogo.com)
(Foto: Mirko Tobias Schaefer - Wikimedia CC)
(Foto: Mirko Tobias Schaefer - Wikimedia CC)
(Foto: clive darra - Flickr CC)
(Foto: clive darra - Flickr CC)
(Foto: ecos systems - Flickr CC)
(Foto: ecos systems - Flickr CC)
(Foto: Dustin Smous - Flickr CC)
(Foto: Dustin Smous - Flickr CC)
(Foto: Epic Fireworks - Flickr CC)
(Foto: Epic Fireworks - Flickr CC)
(Foto: giphy.com)
(Foto: giphy.com)
(Foto: giphy.com)
(Foto: giphy.com)