Danske webshops sælger kun til danskere

(Foto: Lars Plougmann - Flickr CC)

Internettet er ligeglad med landegrænser, så det bør danske online-butikker også være. Eksperter frygter, at gammeldags tænkning kan koste danske arbejdspladser

Danske online-butikker bliver nødt til at åbne øjnene for større markeder i stedet for at blive ved med kun at markedsføre sig overfor danskere. Gør de ikke det, bliver de overhalet indenom af internationale virksomheder, der er billigere, bedre eller bare gigantiske.

Det mener en række eksperter, der i denne uge var samlet på Dansk Industris konference om det digitale markeds udfordringer og muligheder.

“Kun 10% af virksomhederne i EU laver e-handel på tværs af nationale grænser. Det er underligt, for online findes der ikke nationale markeder. Der er et eneste marked, og det er digitalt,” påpegede konkurrencekommissær i EU, Margrethe Vestager (B), under konferencen.

Europæiske virksomheder går derfor ifølge Margrethe Vestager glip af millioner af potentielle kunder, fordi de sidder fast i en forestilling om at de kun kan sælge indenfor landets grænser.

Vi lever i en teknologisk virkelighed

“Den virkelighed, vi har været vant til, er ved at gå i opløsning på grund af ny teknologi. Inden vi får det ind i vores verdensopfattelse, kommer der til at være forskel på den verden, vi tror, vi befinder os i, og den vi rent faktisk befinder os i.”

Sådan lyder advarslen fra Lene Andersen, der er fremtidsforsker, økonom og filosof i virksomheden Next Scandinavia og har i 2015 været forskningsassistent på Syddansk Universitet. På konferencens deltog hun i en paneldebat om netop det.

Dårlig nethandel kan koste arbejdspladser

Ligesom resten af verdens forbrugere, er danskerne ligeglade med, om en webbutik ligger i Barcelona eller Ballerup. Bare varerne er billige og servicen god. Det digitale marked er derfor en mulig trussel for de danske webshops, og lige nu ser det ud til at gå i den gale retning for Danmark

Ifølge Annette Falberg, branchechef i Dansk Industri, bruger danskerne hvert år omtrent 90 milliarder kroner på forbrugsgoder på nettet – altså rejser, gaver, tøj, elektronik og den slags.

30 af de danske milliarder bliver brugt på udenlandske hjemmesider, mens danske webshops kun sælger for 5-10 milliarder i udlandet. En uholdbar situation, der dog står til at redde, mener hun.

“Vi er godt i gang med at sende rigtig mange danske arbejdspladser ud over grænserne. Men det er slet ikke for sent. Der er rigtig mange forbrugere på østsiden af Europa, som er på vej online – de er fremtidens forbrugere. Vi skal have gjort os attraktive for dem,” mener Branchechef i Dansk Industri, Annette Falberg.

England scorer 80 procent af nethandlen i EU

Danskerne deler skæbne med alle andre europæiske lande, når det kommer til at have underskud på e-handelsbalancen. Lige på nær et land.

Ifølge Dansk Industri eksporterer England rigtig voldsomt. Dansk Industri har spurgt danske forbrugere, hvor de handler online, og i otte ud af ti tilfælde er det et engelsk site.

Briterne har forstået det, og ja, naturligvis har de en fordel i deres sprog, men det forklarer ikke helt, hvorfor de er så succesfulde. En del af svaret ligger i, at de har nogle gode  brands, der taler til europæerne.

“Det er et kæmpe problem, og vi skal arbejde sammen for at få den løst. Vi skal give virksomhederne noget vejledning i at komme ud på det internationale marked. Vi har en stor opgave i at tage den her transformation ind og rådgive om den. Vi kan ikke kun sidde og sige, at det er alle de andres skyld”, siger Annette Falberg.

Hun mener, at det skal gøres mere åbenlyst for danskerne, at udviklingen går rigtigt hurtigt. Konkurrencen kommer fra Europa og ikke fra butikken nede om hjørnet. Handel er blevet grænseløst, tilføjer hun.

Nej, engelsk oversættelse er ikke nok


Når man tager sin forretning til andre lande, er der en del ting, som virksomheder skal have med i deres forretningsmodel; sprog, særlige eller anderledes betalingsformer, logistik, lokal og international lovgivning samt lokalt tilpasset markedsføring.

Dansk Industri har netop haft 200 af sine medlemmer gennem et forløb, hvor de bliver vejledt i, hvordan de får deres e-shops ud over landets grænser. Målet er at åbne virksomhedernes øjne for mulighederne. Det foregår blandt andet ved at præsentere dem for cases, hvor andre har fået succes.

I 2016 er der planlagt en rundtur i Danmark, hvor DI vil forsøge at åbne endnu flere virksomheders øjne for mulighederne. I mellemtiden kan virksomheder gå ind på Erhvervsstyrelsens hjemmeside, der har guides til, hvordan man etablerer webshop i England, Tyskland, Kina, Sverige og Norge. De lande er valgt på baggrund af, at de er i nærområdet eller er nogle store markeder i udvikling.

Oplev noget nyt

Skal man have succes som europæisk webshop, kræver det, at man forstår de andre landes markeder. Det kan blandt klares ved at ansætte medarbejdere med udenlandsk baggrund.

Ifølge Lene Andersen, er det nemlig et stort problem, at danskerne er vant til kun at have én enkelt kultur i deres virksomheder, fordi vi længe har haft en meget homogen national kultur.

“Medarbejdere med en multikulturel baggrund tilfører både nysgerrighed og frustrationer til en virksomhed. De gør ofte også, at virksomheden er mere åben for at tjekke andre kulturer ud, og på den måde begynder den at bryde med vanetænkning,” siger hun.

Og det er vigtigt for den globale forståelse, at virksomheder bliver eksponeret for andre kulturer, forklarer Lene Andersen. Hun foreslår, at virksomheder kunne begynde at have kontorer rundt om i verden, som medarbejderne kunne sendes til eller rotere imellem. Ligeledes kunne to virksomheder fra forskellige lande udveksle medarbejdere for at eksponere dem for nye kulturer.

Den tanke støtter kommunikationschef Henrik Theil i Foreningen for Dansk Internethandel.

”Det er ikke nok at oversætte en hjemmeside til et andet sprog. Vi er nødt til at finde ud af,

hvordan det enkelte marked fungerer og møde kunderne, hvor de er,” siger han til Børsen.

SkatePro, der har vundet guld i e-handelsprisen, er meget succesfulde på det spanske marked, og det tilskrives blandt andet at de ansætter flere spanske medarbejdere, mener han.

Du vil måske også synes, disse artikler er relevante for dig

0

Array ( [0] => 113 )

2968687758_7fdd360881_o-web700px
2968687758_7fdd360881_o-web700px
(Foto: indiegogo.com)
(Foto: indiegogo.com)
(Foto: Mirko Tobias Schaefer - Wikimedia CC)
(Foto: Mirko Tobias Schaefer - Wikimedia CC)
(Foto: clive darra - Flickr CC)
(Foto: clive darra - Flickr CC)
(Foto: ecos systems - Flickr CC)
(Foto: ecos systems - Flickr CC)
(Foto: Dustin Smous - Flickr CC)
(Foto: Dustin Smous - Flickr CC)
(Foto: Epic Fireworks - Flickr CC)
(Foto: Epic Fireworks - Flickr CC)
(Foto: giphy.com)
(Foto: giphy.com)
(Foto: giphy.com)
(Foto: giphy.com)