Danske uddannelser kalder på kulturrevolution

(Foto: MIKI Yoshihito - Wikimedia CC)

Vi har et problem med vores uddannelseskultur i Danmark, mener to meningsdannere. Der bliver skabt for lidt og skævet for meget til struktur og tal. ¡Viva la kulturrevolución!

“De centrale aktører i uddannelsessektoren har en opgave. Den opgave er intet mindre end en kulturrevolution.”

Sådan lyder det fra Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, der har beskæftiget sig med uddannelsespolitik siden 90’erne. Når Fuglsang kalder til kulturrevolution, så mener han, at hele tilgangen til uddannelse i Danmark er for sløv. For uforpligtende. For nedprioriteret. Ferier uden for sæson, elever der pjækker, lærere som ikke gør nok ud af undervisningen. Mangel på motivation og modløshed er udbredt blandt for mange studerende, undervisere og institutioner. Og det er farligt, mener han.

“Tager man andre dele af samfundet, for eksempel elitesport eller erhvervsliv, så er folk i stand til at yde det mest utrolige, hvis der ellers er en gejst eller et engagement, som gør, at de kan se sig selv i det. Den styrkelse af kulturen kunne jeg godt tænke mig, at man arbejdede mere med i forhold til vores uddannelsessystem,” siger Jacob Fuglsang.

Stina Vrang Elias, der er direktør for tænketanken DEA, bakker ham op.

“Vi har været drevet af politiske kvantitative målsætninger – opstillet i en god mening – men det har haft den effekt, at vi egentlig ikke snakker nok om, hvad der er godt for den enkelte, hvad der passer til den enkelte i forhold til uddannelsesvalg, og om den enkelte nu også vil investere dét, der skal til, for at få et godt uddannelsesforløb. For man skal som bekendt selv komme med investeringen af tid, kræfter, motivation og energi,” forklarer hun.

Vi taler for meget om tal

Kulturproblemet, som i øvrigt ifølge Fuglsang har været utroligt stabilt gennem flere årtier reformer og andet til trods, er muligvis opstået på baggrund af det store fokus på struktur og tal fra politisk side. Og ikke mindst på baggrund af de mange ændringer, politikerne alt for ofte forsøger at gennemtvinge.

“Eksperimenter har vist, at hvis man ændrer på lyssætningen i en organisation, så begynder folk at arbejde lidt hurtigere og lidt bedre i en periode, og så gør man det igen efter noget tid, og så sker det samme. Men hvis man laver ændringer konstant, så bliver det som blinkende stroboskoplys, og så bliver folk ragende vanvittige. Dét er sket i dele af uddannelsessektoren,” forklarer Jacob Fuglsang.

Stina Vrang Elias mener, at det er nogle forkerte parametre, beslutningtagere og centrale aktører måler på.

“Lige nu ser vi bare uddannelse som noget, alle skal have. Og hvis vi når nogle bestemte målsætninger, så er det godt nok. Dér har vi bare ikke været gode nok til at nuancere, at det jo sådan set ikke er godt nok. Vi har haft en målsætning, der hed, at 95 procent af en årgang skulle have en ungdomsuddannelse. Men det er jo ikke et mål i sig selv – slet ikke hvis de ikke tager den rigtige ungdomsuddannelse. Både for dem selv som mennesker og i forhold til, hvad de er dygtige til og har potentiale til,” siger hun med henvisning til fremdriftsreformen fra 2013 og tilføjer,

“Det handler om, om man får et godt forløb, og om man kan det, der skal til for at det sker, samt at man er motiveret.”

Jacob Fuglsang mener heller ikke, at kulturen som den er nu, er gearet til hastighed.

“Modenheden blandt vores børn og unge er ikke gearet til, at man kan presse dem meget hurtigere igennem, end man gør nu. Der bør man helt klart fokusere mere på kvalitet, end man gør i dag,” siger han.

Vi skal ind og ud af uddannelse

I DEA ærgrer Stina Vrang Elias sig over, at debatten er svinget over i, at relevans skulle være lig med kvalitet.

“Det er det ikke. Uddanner du dig til noget, der er mangel på, behøver uddannelsen ikke nødvendigvis være god. Så er jobbet der bare, fordi der er mangel på det,” forklarer hun.

En nærliggende måde at styrke kulturen og systemet er at gøre systemet mere fleksibelt, mener både Jacob Fuglsang og Stina Vrang Elias.

“Jeg tror på en model, hvor der er mere fleksibilitet. Specielt fordi vi ser et arbejdsmarkedet, som er volatilt og udvikler sig hurtigere og hurtigere. En model, hvor man går ind og ud af uddannelse, ville være optimal. Hvor man er i uddannelse, og så på arbejdsmarkedet, og så på uddannelse igen. Jeg tror, at den model vi har med én lang uddannelse og så arbejde indtil pensionsalderen er forældet,” siger Stina Vrang Elias.

Samme fremgangsmåde tror Jacob Fuglsang på. Arbejdsmarkedet skal spille en større rolle i uddannelsesprocessen.

“En af de tragiske ting omkring vores skolesystem er, at det har været ret lukket. Man kunne lære noget af andre lande, hvor man har åbnet skolesystemet meget mere op for folk udefra. Det var ambitionen med skolereformen, men det er ikke lykkes at gennemføre det endnu,” siger han.

Hvis systemet skal gennemføre denne grundlæggende kulturelle ændring, så kræver det ifølge begge eksperter, at alle, der er en del af systemet, bidrager.

“Alle – uanset hvor de er – kan hjælpe med at lave om på systemet,” fastslår Jacob Fuglsang.

Du vil måske også synes, disse artikler er relevante for dig

305

305

sour
sour
Featured Video Play Icon
Featured Video Play Icon
Barack_Obama_playing_football_in_secretary's_office_wikimedia
Barack_Obama_playing_football_in_secretary's_office_wikimedia
2968687758_7fdd360881_o-web700px
2968687758_7fdd360881_o-web700px
(Foto: Columbia SPS - youtube.com)
(Foto: Columbia SPS - youtube.com)
(Foto: woodleywonderworks - Flickr CC)
(Foto: woodleywonderworks - Flickr CC)
(Foto: pixabay.com)
(Foto: pixabay.com)
(Foto: giphy.com)
(Foto: giphy.com)
4_1170x780_digital-genoptraening-sparer-web1170px
4_1170x780_digital-genoptraening-sparer-web1170px
(Foto: Open Data Institute Knowledge for Everyone - Flickr CC)
(Foto: Open Data Institute Knowledge for Everyone - Flickr CC)